“Audiophiles don’t use their equipment to listen to your music - they use your music to listen to their equipment.” - Alan Parsons (Project)


"Something has gone completly wrong"  - Hans Iversen (NyArtSound) 

ArtSound Ultimate

Jeg vil gerne fortælle lidt om et projekt, som stille og roligt er ved at starte op. Indtil videre tror jeg det hedder det ArtSound Ultimate, men det kan som alt andet, ændres hen af vejen.

Jeg var ikke på Blå Mandag da jeg blev konfirmeret. Jeg var i Hifi butikker. Søndagen´s gaver, blev brugt mandag. Det blev en Pioneer pladespiller, en Denon forstærker og nogle højttalere jeg desværre ikke husker. Men det betød i hvert fald, at jeg var fri for at lytte til de kassettebånd jeg lånte på det lokale bibliotek på mine forældres B&O anlæg i stuen, men at jeg kunne afløse det med LP´er, som jeg kunne lytte til på mit eget værelse. Var dog stadig flittig gæst på biblioteket. 

Det første album jeg selv købte, var Pink Floyd The Wall. Udgivet 1979. Jeg var 13 år - og det var en helt ny verden som åbnede sig for mig. Jeg var vant til at mine forældre spillede Dansk Pop og Giro 413. 

Lidt senere blev jeg sendt på efterskole - jeg var den eneste som havde pladespiller, forstærker og højttalere med - og der var ofte fyldt på det lille værelse. Der blev hørt rigtig meget musik. 

Efter gymnasiet, flyttede jeg til Hillerød og fik et job, som kunne finansiere lidt bedre hifi. Jeg var fast besøgende hos Audio Consult og lidt senere hos AudioArt. Det der interesserede mig, var analog og rør. Jeg husker stadig, da jeg købte en Pink Triangle pladespiller med Helius tonearm, det var noget jeg aldrig havde drømt om at jeg ville få råd til. 


Hvis denne indledning ikke skal blive alt for lang, så kan vi springe mange år frem i tiden. Jeg etablerede firmaet ArtSound. Jeg importerede fantastisk fine varer. Audio Note Kondo, Avantgarde Acoustic, Air Tight, TW Acustic, My Sonic Lab og meget mere. Jeg havde også digitale produkter - fx dCS som var det ypperste. 


Lukkede firmaet, jeg fik sidst i 40´erne mit første "rigtige" job, med en direktør og nu 50 medarbejdere. 


Sidste år, blev ArtSound genstartet, som NyArtSound. Nu med en noget smallere portefølje. Kun med produkter jeg virkelig brænder og står inde for. Derfor er der ikke mange brands, der er ikke noget digitalt og der er ingen netbutik


Jeg har rejst verden rundt og besøgt hifi messer og firmaer. Jeg har lyttet til utroligt meget grej. Jeg har fået alle de bedste oplevelser, med horn, rør og analog. 

Jeg har også set, hvordan priser har udviklet sig. Markedet er klart mindre end det var for 15 år siden, derfor produceres alt i meget mindre mængde og priserne er gået helt amok. Det bedste udstyr er ikke længere tilgængelig for almindelig mennesker med interessen, det er blevet nogle status symboler, som kunderne i værste fald ikke engang forstår at sætte pris på....


Jeg vil få bygget en serie med de bedste løsninger. Serien skal omfatte en riaa, en preamp og måske et par effekttrin senere?

Riaa bliver LCR og rørbaseret, preamp bliver med SET udgangstrin og rør som vi kender fra effekttrin. Evt effekttrin er ikke nøjere planlagt, men bliver SET beregnet til effektive hornhøjttalere.  


Skal man ikke lytte og teste i et år, hvis man stiller sådan et projekt på benene? Nej det kan man slet ikke nøjes med. Derfor allierer jeg med folk som har lyttet og gjort sig erfaringer de sidste 30-35 år...  Projektet bliver bygget og samlet i Danmark, men der er know how og stumper med fra bl.a Japan, Tyskland og USA. Og sidder du og læser dette, tænker at du har en viden eller en idé som jeg ikke må gå glip af, ja så vil jeg være taknemmelig for en kontakt.


When? Ja jeg fylder rundt i Maj 2026 - jeg håber vi er færdige inden med riaa og preamp. Men der er ikke nogen deadlines, bare tid til at gøre sig umage.


Kommer der en mk2 i 2027 som er endnu bedre? Nej det gør der ikke. Vi gør os umage og deraf navnet Ultimate. Disse produkter skal være de som jeg står inde for og vil benytte fremover. The Ultimate and Last.

Kommer der en anden version, så skal det være en version som er så tæt på Ultimate som muligt, men hvor der er taget lidt økonomiske hensyn. 


Nu går vi stille og roligt i gang - jeg vil her på siden senere poste foto´s osv. Og fortælle om udviklingen i projektet. 







Kontakt os

Og hvor er Web-Shoppen? Ja den er her ikke og den kommer heller ikke. Jeg vil ikke sælge mine produkter i en webshop. Jeg ønsker personlig kontakt og ikke mindst mulighed for personlig rådgivning 


Ingen webshop - men gerne en nyhedsmail. Skriv til mig, hvis jeg skal sætte dig på listen eller pille dig af listen igen